I takt med at restriktionerne blev ophævet, og smitteomfanget faldt, er mange af de generelle hjælpepakker rullet tilbage, og den økonomiske aktivitet er steget. Med en stigning i BNP på 4,9 % i tredje kvartal 2020 betyder det, at BNP-niveauet i tredje kvartal 2020 vurderes at være godt 4 % under niveauet i fjerde kvartal 2019.
Også beskæftigelsen er stigende. I tredje kvartal steg beskæftigelsen med 1,7 %. Opgørelsen er mere usikker end normalt pga. de særlige omstændigheder omkring Covid19-pandemien.
Kilde: Egen tilvirkning på tal fra Danmarks Statistik NKHB december 2020 (sæsonkorrigeret).
Status i byggeriet
Byggebeskæftigelsen steg med 0,7 % fra 175.400 personer i andet kvartal til 176.600 personer i tredje kvartal. Det betyder, at nedgangen fra første til andet kvartal grundet Covid19 ikke fortsatte ind i tredje kvartal. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving.
Hos DI Dansk Byggeri forventer man, at beskæftigelsen fortsat vil stige. Især renoveringsmarkedet vil bidrage til beskæftigelsen i branchen, som i 2021 ventes at stige med cirka 2.500 personer (1,4 %). I den nuværende konjunktursituation ser det ud til, at væksten flader forsigtigt ud uden overophedning. Det er DI Dansk Byggeris vurdering, at det bliver renoveringsmarkedet, der kommer til at løfte byggebeskæftigelsen de kommende år.
Kilde: Egen tilvirkning af tal fra Danmarks Statistik BYG1 (Sæsonkorrigeret) november 2020.
På trods af at beskæftigelsen er på lavere niveau end tredje kvartal sidste år, så har branchen stadig problemer med at finde den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for. Ifølge Danmarks Statistik havde 27 % af virksomhederne i november måned mangel på arbejdskraft som en produktionsbegrænsning.
Kilde: Egen tilvirkning af tal fra Danmarks Statistik KBYG33 december 2020.
Status i ejendomsbranchen
De seneste syv måneder er prisen på ejerlejligheder steget mere end enfamiliehuse, når man måler prisudviklingen i forhold til samme måned året før. De seneste tal fra Danmarks Statistik for september måned 2020 viser, at prisen på enfamiliehuse steg med 4,6 % i forhold til september sidste år. For ejerlejligheder er tallet 6 %.
Ændring i forhold til samme måned året før (ejendomsprisindeks)
|
2020M03 |
2020M04 |
2020M05 |
2020M06 |
2020M07 |
2020M08 |
2020M09 |
Enfamiliehuse |
-0,2 % |
0,7 % |
1,3 % |
3,2 % |
3,5 % |
5,2 % |
4,6 % |
Ejerlejligheder, i alt |
2,8 % |
2,1 % |
3,4 % |
1 % |
5,3 % |
8,8 % |
6 % |
Kilde: Danmarks Statistik EJ14 december 2020.
Ovenstående tabel viser også, at der bortset fra marts 2020, har været prisstigninger på enfamiliehuse og ejerlejligheder i månederne april, maj, juni, juli, august og september sammenlignet med samme periode sidste år.
Kilde: Egen tilvirkning af tal fra Danmarks Statistik EJEN77 december 2020.
Ovenstående kurve viser det samlede antal ejendomshandler i Danmark, fordelt på enfamiliehuse og ejerlejligheder. Ifølge Nyt fra Danmarks Statistik, 30. november 2020 - Nr. 445, er der slået rekord i antal hushandler i Region Hovedstaden, med næsten 3.400 overdragelser i almindelig fri handel i tredje kvartal 2020. Det er et højere niveau end selv før finanskrisen.
I Region Syddanmark og Region Midtjylland ligger hushandlerne på over 3.500, hvilket ikke er sket siden første kvartal 2006, med en enkelt undtagelse. I Region Sjælland ligger hushandlerne på over 3.000, flest handler siden tredje kvartal 2005. I Region Nordjylland blev der overdraget ca. 1.700 hushandler, hvilket ikke er sket siden fjerde kvartal 2007.
Byggecentrenes omsætning
Væksten fortsætter i K3, men aftager en smule i forhold til de tidligere kvartaler i 2020. Den største vækst var der i K2 med hele 13,3 % i forhold til samme kvartal sidste år. Væksten i K3 fra 2019-2020 er på 7,1 %, og samlet for året til dato (K1-K3) har der været en vækst på 10,1 % i forhold til sidste år.
I K3 2020 har der været en omsætning i branchen på kr. 7,41 mia., hvilket er kr. 493 mio. mere end i K3 2019. Og samlet for året til dato (K1-K3) har der været en omsætning på kr. 22,25 mia., hvilket er kr. 2,05 mia. mere end samme periode sidste år.
Aktuelle tal for omsætningen blandt de største medlemmer er indsamlet af IFO – Instituttet for Opinionsanalyse A/S på vegne af Danske Byggecentre. Tallene indsamles fire gange årligt. Den indsamlede statistik udgør cirka 78 % af det samlede marked.